Løs, ladt!

Mit hjerte har fløjet tæt på solen, så jeg var desværre nødsaget til at tilbageholde det i karantæne på fængselsøen nogle uger endnu. Resten af kroppen fløj til Kina d. 1. august, hvor jeg gav mit første forskningsforedrag til eksperterne i mit felt.

Foredraget endte med at blive for teknisk efter min og Nathalies mening. Ikke desto mindre fik nogle af de gamle rotter givet mig noget ros. Gladest blev jeg nok for en bemærkning fra en jovial, ærkebritisk far til 6, der et par dage efter -- mens vi snakkede om hvor mange ph.d.-studerende han havde opforstret -- spurgte om jeg selv havde nogen ph.d.-studerende! Efter en indføring i min generelle position i universet, erklærede han sin benægtelse af at jeg stadig kunne være ph.d.-studerende, efter hvad jeg havde præsenteret under mit foredrag.

Det puster en anelse til den slunkne matematikglød i mig -- så med lidt held kan jeg få taget mig sammen og få destilleret mine ideer ned til artikelform. Derfor vil jeg presse og skubbe -- for at spendere tiden til den totale kropsløsladelses indtræffen.

om væltninger og rejsninger

Det er svært at udvælge hvad jeg skal skrive om, når der sker så meget hernede. Basalt set er jeg henrykt over min beslutning om at blive 3 uger længere -- og tage til denne konference på vejen hjem. Jeg kan forsikre jer om at der er tale om en svindler, skulle en sorthåret filejs have udgivet sig for at være mig i lufthavnen, d. 16. juli 21.55 mens i stod med vajende dannebrog og afventede mig.

Jublen skal dog findes i noget større end det faktum at jeg er blevet sat til at fortælle om min forskning som taler nr. 2 til konferencen. Den skal findes i at min krop og jeg har fået kærligheden at føle hernede. Hun har før inkarneret sig som 'blondinen' på denne blog -- og har i det hele taget haft en ret prominent plads i min australiensperception.

Det er herligt at være så lykkelig at smerte pludseligt kan gøre ondt igen. Jeg ville gerne fortælle om chokoladeposen ved siden af min computer der er en gave fra hende; vores skitur op og ned ad Mt. Buller -- hvor jeg kunne imponerede de bevantede, sneuvante australiere; eller bare hvordan det føles under huden på et menneske, der er så fantastisk at det kunne være en selv.

I stedet tror jeg dog at jeg vil fortælle om et eventyr vi havde ude på den vidunderlige 'Great Ocean Road'. Selvsagt går 'vidunderlig' hånd i hånd med 'udpungeri'; så der var en noget pebret entré til en gåtur man kunne tage oppe i trækronerne på en frodig regnskov -- lidt tilbagetrukket fra vejen; og ganske imponerende.

På vej ned, bemærkede blondinen dog en stub, der var hugget af i trætopsrutehøjde, og på den skinnede mystiske metalliske, primært cirkurlære, objekter. Nøjere inspektion viste at der var tale om mønter -- højst sandsynligt pensionsopsparinger, letsindige rejsende havde forsøgt at opmagasinere på et svært tilgængeligt sted.

Med høje håb om fremtiden udstødte vi et tilsvarende forsøg på at indbetale en 20- og en 50-cent mønt. Som billedet indikerer, var stubben dog en noget mere modvillig medspiller end selveste ATP.

Jeg tog et hurtigt kig de 14 meter ned mod stubbens rod, og bemærkede inten mindre end enhver skades vådeste fantasi af glinsende glimteri. Blondinen og jeg spænede derfor ned fra trætoppene -- ned på stien, væk fra stien igen, ind i mudder, og under en masse bregner; indtil vi nåede helt roden.

Solen var ved at gå ned, og vi havde kun 18 minutter før vi skulle videre til den sidste destination på vejen. Med længere tid, kunne vi dog uomtvisteligt have indkasseret mere end 34.65$ plus noget sydafrikansk og boliviansk løsøre -- og dermed, entreén taget i betragtning, kommet ud af regnskoven med profit.

opdatering

I går besøgte jeg forældrene til blondinen, jeg spenderede hele sidste uge på at savne mens jeg var i Sydney.

Pingviner parrer sig fjollet

Zoologisk have har jeg endnu ikke fået inspiceret. En mandag var jeg dog i teateret; Zajj havde lagt sig syg, så hun substituerede mig ind ved siden Wendy, Connie, Kirsten og Bess. Tre af pigerne var aldeles nydelige.

Men det gik op for mig at teateropholdet egentlig gjorde det ud for en zoologisk havetur. Nydelige, nuvel. Men nydelsen med lamsebamserne ville aldrig nå længere end sommerfugleflapren, flamengopinkhed eller søløveøjeømhed.

Med andre ord: Der var her tale om end anden art end min; reproduktion ville være utænkeligt.

Kære knuste kvindelæsere: Jeres køn er hermed ikke reduceret til et liv i et bur inskriperet "fodring af Tarjer forbudt". Slet ikke. Jeg mistænker det at være et udslag af den overfladesmerte der konstant knitrer i mine fingerspidser; men det er nu engang dybden i jeres øjne der tænder mig.

Sensualiteten savner jeg egentlig ikke synderligt. Den bliver fodret til mine nervebaner i overflod af at smyge mine fødder sagte mod vores overdådige planet.

Det eneste egentlige problemer jeg ser er at samfundet begynder at skule til mig når jeg genvinder min jomfruelighed, så snart udløbsdatoen indtræffer på den pakke kondomer jeg købte for over et år siden.

At turde være tør, tør isen op

Jeg tror ikke at min krops aerodynamik er skabt til at sidde og skrive matematik. Craig tog til USA for at importere sin de-facto hustru til Australien nu på søndag, og har efterladt mig ensom i -- og med -- matematisk forstand. Umiddelbart inden han tog afsted fik jeg balanceret noget matematik, der har rumsteret i den højre del af min hjerne over et par måneder. Nu skulle det blot være et spørgsmål om ord, før jeg kan få spulet min halve hjernemasse ud over verden. Jeg har derfor lavet en "what to make Todd do"-liste; desværre er Todd ikke den selvstændigste lemming på klippen. Hvis jeg tager ud og klatrer en weekend, har han ingenting skrevet. Derudover er han virkeligt dårlig til konkretiseringsprocesser; uanset hvor mange tegninger jeg giver ham af hvad der foregår, slår hans inkompetence fuldstændigt igennem. Jeg skal bruge timer, ja dage, på at definere grisen til baconstrimler.

Således frustreret over al form for skrivning, har min hjerne tilsyneladende smidt mig en redningsplanke. Planket til et seminar om knudeteori, slog det mig nemlig pludselig at Hyam var i gang med en tegning der minder om hvad Todd burde skrive ned. Det tiltrak mig naturligvis at vide at andre deler mine perversioner. Situationen er således at mit væsen nu langt hellere vil fundere over de ideer der er spundet over Hyams knuder, end at have mere med denne Todd-karakter at gøre.

Følgende er således et forsøg på en matematisk formidlingsaktivitet af ideen, som jeg -- om ikke andet -- kan komme på min formidlingspublikationsliste:

På vej til indendørs klatring forklarer jeg altid de nytilkomne klatrere at jeg forsker i streng-topologi; et matematisk aspekt af den fysiske streng-teori.

Streng-teori tiltaler mig meget. Den forsøger at beskrive verden som bygget op af små sitrende strenge der flyder omkring i universet. Fra et matematisk synspunkt studerer jeg rummet af alle disse strenge; og et fundamentalt spørgsmål jeg arbejder med lyder noget alá "Hvordan beskriver man at to strenge kan interagere, selvom de ikke rører hinanden?".

I løbet af de sidste 10 år, har streng-topologer givet beregninger og modeller for hvordan disse interaktioner forløber. Todd arbejder med en model for højeredimensionelle strenge. Det der gik op for mig til Hyams seminar er at vi indtil nu kun har brugt cirklen til at beskrive streng-interaktioner. Cirklen kan også kaldes uknuden; altså knuden 0_1 i følgende tabel. Det jeg håber på at være i stand til er således at udvidde streng-topologi så jeg -- givet en af disse hulens mange knuder -- er i stand til at beskrive streng-interaktioner for denne knude.

Med min ringe viden om fysik synes jeg at det giver god mening; partikelacceleratorer smadrer partikler sammen; de lader dem interagere. Partikler skulle streng-teoretisk være repræsenteret af strenge. Cern har vist at man bestemt får mange forskellige resultater af at smaske partikler sammen; på samme måde som der er et hav af forskellige knuder der kunne repræsentere forskellige interaktioner.

Basalt set går min konstruktion ud på at kløve knuden op i mindre bestand-dele; I kan derfor allerede nu begynde træningslejre i overbærenhedssmil over temaet "den gordiske knude".

Egog-

Solen svitser blade til løv.
Stille, dugvåd tårestøv;
regnbuebrændt, selvom jeg ved
også dine rødder peger ned.
Grib dem, når de er muld,
jeg vælter ikke omkuld;
efter tørken og endnu en sky
kan jeg græde påny

Uafhængighedserklæring

Jeg havde egentlig fået opbygget en udmærket statistik af at få nuttede kvindemennesker til at klippe mit hår for mig. Jeg havde lagt en sindrig plan for ikke at få brudt den stime.

Der er nemlig en pige hernede, der har anklaget mig for at være lettere sindssyg. Diagnoser er naturligvis ikke noget jeg bare lader hænge og dingle omkring mig. Planen lød derfor som følger: Først banke på hendes dør -- iført en saks i hånden -- og erklære en demonstration af mit sinds egentlige kapaciteter ved i van Goghs ånd at føre saksen op til mit højre øre.

Mit sinds placering omtrent midt på normalfordelingskurven ville demonstreres ved at jeg -- i stedet for at afklippe vitale lemmer -- klippede et tot hår af lige over mit øre.

Herefter er jeg ikke helt sikker på hvad der ville ske; jeg tænkte længe over det, og er ikke sikker på at jeg kunne få hende til at overtage saksen til ikke-blodige formål -- endsige være overbevist om at jeg var i besiddelse af et vaskeægte sunhedssind.

Jeg tænkte helt ind i weekenden, hvorefter jeg besluttede mig for at mit hår ikke kunne klare det i længden. Derfor udførte jeg en lille modifikation af ovennævnte stunt med kun min slof, Martha, som tilskuer. Hun påstår at mit selvklip ligner noget der er hevet ud af 80erne. Jeg er ueing; David Bowies "Heroes" udkom i 1977.

Pletterne i min pande er kakaoaflejeringer. De er nu slikket væk, men jeg medtager dem alligevel som dokumentation for mit psykiske velvære.