mandag den 10. august 2009

Løs, ladt!

Mit hjerte har fløjet tæt på solen, så jeg var desværre nødsaget til at tilbageholde det i karantæne på fængselsøen nogle uger endnu. Resten af kroppen fløj til Kina d. 1. august, hvor jeg gav mit første forskningsforedrag til eksperterne i mit felt.

Foredraget endte med at blive for teknisk efter min og Nathalies mening. Ikke desto mindre fik nogle af de gamle rotter givet mig noget ros. Gladest blev jeg nok for en bemærkning fra en jovial, ærkebritisk far til 6, der et par dage efter -- mens vi snakkede om hvor mange ph.d.-studerende han havde opforstret -- spurgte om jeg selv havde nogen ph.d.-studerende! Efter en indføring i min generelle position i universet, erklærede han sin benægtelse af at jeg stadig kunne være ph.d.-studerende, efter hvad jeg havde præsenteret under mit foredrag.

Det puster en anelse til den slunkne matematikglød i mig -- så med lidt held kan jeg få taget mig sammen og få destilleret mine ideer ned til artikelform. Derfor vil jeg presse og skubbe -- for at spendere tiden til den totale kropsløsladelses indtræffen.

torsdag den 23. juli 2009

om væltninger og rejsninger

Det er svært at udvælge hvad jeg skal skrive om, når der sker så meget hernede. Basalt set er jeg henrykt over min beslutning om at blive 3 uger længere -- og tage til denne konference på vejen hjem. Jeg kan forsikre jer om at der er tale om en svindler, skulle en sorthåret filejs have udgivet sig for at være mig i lufthavnen, d. 16. juli 21.55 mens i stod med vajende dannebrog og afventede mig.

Jublen skal dog findes i noget større end det faktum at jeg er blevet sat til at fortælle om min forskning som taler nr. 2 til konferencen. Den skal findes i at min krop og jeg har fået kærligheden at føle hernede. Hun har før inkarneret sig som 'blondinen' på denne blog -- og har i det hele taget haft en ret prominent plads i min australiensperception.

Det er herligt at være så lykkelig at smerte pludseligt kan gøre ondt igen. Jeg ville gerne fortælle om chokoladeposen ved siden af min computer der er en gave fra hende; vores skitur op og ned ad Mt. Buller -- hvor jeg kunne imponerede de bevantede, sneuvante australiere; eller bare hvordan det føles under huden på et menneske, der er så fantastisk at det kunne være en selv.

I stedet tror jeg dog at jeg vil fortælle om et eventyr vi havde ude på den vidunderlige 'Great Ocean Road'. Selvsagt går 'vidunderlig' hånd i hånd med 'udpungeri'; så der var en noget pebret entré til en gåtur man kunne tage oppe i trækronerne på en frodig regnskov -- lidt tilbagetrukket fra vejen; og ganske imponerende.

På vej ned, bemærkede blondinen dog en stub, der var hugget af i trætopsrutehøjde, og på den skinnede mystiske metalliske, primært cirkurlære, objekter. Nøjere inspektion viste at der var tale om mønter -- højst sandsynligt pensionsopsparinger, letsindige rejsende havde forsøgt at opmagasinere på et svært tilgængeligt sted.

Med høje håb om fremtiden udstødte vi et tilsvarende forsøg på at indbetale en 20- og en 50-cent mønt. Som billedet indikerer, var stubben dog en noget mere modvillig medspiller end selveste ATP.

Jeg tog et hurtigt kig de 14 meter ned mod stubbens rod, og bemærkede inten mindre end enhver skades vådeste fantasi af glinsende glimteri. Blondinen og jeg spænede derfor ned fra trætoppene -- ned på stien, væk fra stien igen, ind i mudder, og under en masse bregner; indtil vi nåede helt roden.

Solen var ved at gå ned, og vi havde kun 18 minutter før vi skulle videre til den sidste destination på vejen. Med længere tid, kunne vi dog uomtvisteligt have indkasseret mere end 34.65$ plus noget sydafrikansk og boliviansk løsøre -- og dermed, entreén taget i betragtning, kommet ud af regnskoven med profit.

søndag den 12. juli 2009

opdatering

I går besøgte jeg forældrene til blondinen, jeg spenderede hele sidste uge på at savne mens jeg var i Sydney.

tirsdag den 23. juni 2009

Pingviner parrer sig fjollet

Zoologisk have har jeg endnu ikke fået inspiceret. En mandag var jeg dog i teateret; Zajj havde lagt sig syg, så hun substituerede mig ind ved siden Wendy, Connie, Kirsten og Bess. Tre af pigerne var aldeles nydelige.

Men det gik op for mig at teateropholdet egentlig gjorde det ud for en zoologisk havetur. Nydelige, nuvel. Men nydelsen med lamsebamserne ville aldrig nå længere end sommerfugleflapren, flamengopinkhed eller søløveøjeømhed.

Med andre ord: Der var her tale om end anden art end min; reproduktion ville være utænkeligt.

Kære knuste kvindelæsere: Jeres køn er hermed ikke reduceret til et liv i et bur inskriperet "fodring af Tarjer forbudt". Slet ikke. Jeg mistænker det at være et udslag af den overfladesmerte der konstant knitrer i mine fingerspidser; men det er nu engang dybden i jeres øjne der tænder mig.

Sensualiteten savner jeg egentlig ikke synderligt. Den bliver fodret til mine nervebaner i overflod af at smyge mine fødder sagte mod vores overdådige planet.

Det eneste egentlige problemer jeg ser er at samfundet begynder at skule til mig når jeg genvinder min jomfruelighed, så snart udløbsdatoen indtræffer på den pakke kondomer jeg købte for over et år siden.

fredag den 5. juni 2009

At turde være tør, tør isen op

Jeg tror ikke at min krops aerodynamik er skabt til at sidde og skrive matematik. Craig tog til USA for at importere sin de-facto hustru til Australien nu på søndag, og har efterladt mig ensom i -- og med -- matematisk forstand. Umiddelbart inden han tog afsted fik jeg balanceret noget matematik, der har rumsteret i den højre del af min hjerne over et par måneder. Nu skulle det blot være et spørgsmål om ord, før jeg kan få spulet min halve hjernemasse ud over verden. Jeg har derfor lavet en "what to make Todd do"-liste; desværre er Todd ikke den selvstændigste lemming på klippen. Hvis jeg tager ud og klatrer en weekend, har han ingenting skrevet. Derudover er han virkeligt dårlig til konkretiseringsprocesser; uanset hvor mange tegninger jeg giver ham af hvad der foregår, slår hans inkompetence fuldstændigt igennem. Jeg skal bruge timer, ja dage, på at definere grisen til baconstrimler.

Således frustreret over al form for skrivning, har min hjerne tilsyneladende smidt mig en redningsplanke. Planket til et seminar om knudeteori, slog det mig nemlig pludselig at Hyam var i gang med en tegning der minder om hvad Todd burde skrive ned. Det tiltrak mig naturligvis at vide at andre deler mine perversioner. Situationen er således at mit væsen nu langt hellere vil fundere over de ideer der er spundet over Hyams knuder, end at have mere med denne Todd-karakter at gøre.

Følgende er således et forsøg på en matematisk formidlingsaktivitet af ideen, som jeg -- om ikke andet -- kan komme på min formidlingspublikationsliste:

På vej til indendørs klatring forklarer jeg altid de nytilkomne klatrere at jeg forsker i streng-topologi; et matematisk aspekt af den fysiske streng-teori.

Streng-teori tiltaler mig meget. Den forsøger at beskrive verden som bygget op af små sitrende strenge der flyder omkring i universet. Fra et matematisk synspunkt studerer jeg rummet af alle disse strenge; og et fundamentalt spørgsmål jeg arbejder med lyder noget alá "Hvordan beskriver man at to strenge kan interagere, selvom de ikke rører hinanden?".

I løbet af de sidste 10 år, har streng-topologer givet beregninger og modeller for hvordan disse interaktioner forløber. Todd arbejder med en model for højeredimensionelle strenge. Det der gik op for mig til Hyams seminar er at vi indtil nu kun har brugt cirklen til at beskrive streng-interaktioner. Cirklen kan også kaldes uknuden; altså knuden 0_1 i følgende tabel. Det jeg håber på at være i stand til er således at udvidde streng-topologi så jeg -- givet en af disse hulens mange knuder -- er i stand til at beskrive streng-interaktioner for denne knude.

Med min ringe viden om fysik synes jeg at det giver god mening; partikelacceleratorer smadrer partikler sammen; de lader dem interagere. Partikler skulle streng-teoretisk være repræsenteret af strenge. Cern har vist at man bestemt får mange forskellige resultater af at smaske partikler sammen; på samme måde som der er et hav af forskellige knuder der kunne repræsentere forskellige interaktioner.

Basalt set går min konstruktion ud på at kløve knuden op i mindre bestand-dele; I kan derfor allerede nu begynde træningslejre i overbærenhedssmil over temaet "den gordiske knude".

torsdag den 21. maj 2009

Egog-

Solen svitser blade til løv.
Stille, dugvåd tårestøv;
regnbuebrændt, selvom jeg ved
også dine rødder peger ned.
Grib dem, når de er muld,
jeg vælter ikke omkuld;
efter tørken og endnu en sky
kan jeg græde påny

fredag den 8. maj 2009

Uafhængighedserklæring


Jeg havde egentlig fået opbygget en udmærket statistik af at få nuttede kvindemennesker til at klippe mit hår for mig. Jeg havde lagt en sindrig plan for ikke at få brudt den stime.

Der er nemlig en pige hernede, der har anklaget mig for at være lettere sindssyg. Diagnoser er naturligvis ikke noget jeg bare lader hænge og dingle omkring mig. Planen lød derfor som følger: Først banke på hendes dør -- iført en saks i hånden -- og erklære en demonstration af mit sinds egentlige kapaciteter ved i van Goghs ånd at føre saksen op til mit højre øre.

Mit sinds placering omtrent midt på normalfordelingskurven ville demonstreres ved at jeg -- i stedet for at afklippe vitale lemmer -- klippede et tot hår af lige over mit øre.

Herefter er jeg ikke helt sikker på hvad der ville ske; jeg tænkte længe over det, og er ikke sikker på at jeg kunne få hende til at overtage saksen til ikke-blodige formål -- endsige være overbevist om at jeg var i besiddelse af et vaskeægte sunhedssind.

Jeg tænkte helt ind i weekenden, hvorefter jeg besluttede mig for at mit hår ikke kunne klare det i længden. Derfor udførte jeg en lille modifikation af ovennævnte stunt med kun min slof, Martha, som tilskuer. Hun påstår at mit selvklip ligner noget der er hevet ud af 80erne. Jeg er ueing; David Bowies "Heroes" udkom i 1977.

Pletterne i min pande er kakaoaflejeringer. De er nu slikket væk, men jeg medtager dem alligevel som dokumentation for mit psykiske velvære.
Posted by Picasa

torsdag den 30. april 2009

Føretumblerens oprubningsoprop

Jeg er spændt. I morgen skal jeg ud og føreklatre for første gang. Det vil sige at jeg skal penetrere et bjerg med små aggregater der vil have den ønskværdige effekt at min og klippens favn ikke vil kunne flås fra hinanden... førend en villig klatrer efter mig, bestiger min elskede rute og flår pløkkerne ud.

Vejret lover godt, så jeg er nok mest spændt på at få testet min dødsdrift. I går til indendørs klatring prøvede mig og en anden at klatre på loftet -- i en klejn, madrasbelagt hule. Jeg syntes mest det var et distraktionsmoment, men ham jeg klatrede med ville gerne have en bekymret sjæl til at stå og være parat til at gribe i tilfælde af et ukontrolleret fald.

Det virker som om at jeg er en smule mindre panikslagen end gennemsnittet af dem jeg klatrer sammen med. Jeg ved ikke om årsagen er at jeg har set mig selv dø mange gange; følelsen af 30-40 meters frit fald er tæt på at være tryg og velkendt.

Jeg elsker dog det syngende, vibrerende og piblende liv alt for højt til at ville gøre en overlagt ende på det. Især det faktum at jeg er ansvarlig for at bevare stjernerne i øjendybet på klatreren efter mig, vil helt sikkert få mig til at være yderst påpasselig.

En blondine hernede har lovet mig at hun vil kigge i den lokale avis efter dødsfald blandt letsindige danske turister henover weekenden. Jeg har dog forsikret hende om at jeg vil holde liv i spillet mellem mig døden -- i hvert fald -- indtil svineinfluenzapolemikken er løjet over i agurketid -- og min død kan antage en mere prominent medieplads.

mandag den 27. april 2009

Grand Buffet Hall

Tre fuldvoksne mænd. Mig, Craig og Alex -- en post-doc og vordende fader -- gik ud efter frokost i dag. Midt på campus er der et herligt studenterdrevet, økologisk og vegetarisk madhus. Her kan man kan få dahl, samt to bedårende smilehuller -- boret ind i en lysende kegle af kvindelighed, til den nette sum af 5$.

De færreste kan modstå fristelsen, hvilket naturligvis giver visse komplikationer for de sentankomne som vil sansesidde nydelsen igennem. Vejret har skiftet til Københavns favør, så et par nærværende trappetrin virkede som en sober løsning. Da vi kom dem nærmere sagde jeg "Grand Buffet Hall" højt. Det var nemlig inskriptionen over en usmækket dør for enden af trinene. Craig blev nysgærrig, og 5 sekunder senere stod vi i en kæmpe hal -- rungende af mennesketomhed.

Alex, "felt naughty". Men vi satte os alligvel ved det nærmeste bord. Jeg var færdig, men de to sludrende doktorer var endnu i færd med at spise, da en skygge fremtonede i den matterede glasdør vi var vandret ind af.

Jeg husker den paniske autoritetsfrygt, når jeg i skolen skulle forklare hvorfor natten var spenderet på computerspil i stedet for lektier.

Den indtraf ikke. Måske var det fordi pedellen virkede en smule undskyldende over at skulle smide os ud; men jeg havde ingen problemer med at spørge ind til hvad pointen med at have en tom hal, midt i et proppet studenterhus, var.

Det viser sig at hallen er forbeholdt særlige lejligheder for det betalende bourgeoisie. Herligt; i dag har jeg altså udført et styks, meningsfyldt, civil ulydighed.

lørdag den 25. april 2009

Nøgenøjen

Sjældent sender i smilende øjne tilbage mod mig, når mine øjne undersøger jeres i det øjeblik der passerer mens vi passerer hinanden på gaden.

Men jeg har altså bemærket at selvom i ikke fanger mit blik, undersøger i mig vist alligevel. Det er ikke særligt godt skjult når i holder blikket stift rettet ligeud ... indtil i er næsten ved siden af mig, og pupillerne -- som solsikker mod solen -- pludseligt roterer i takt med mig. Jeg forstår ikke helt årsagen til at forsøge at skjule nysgærrigheden: Det hedder altså ikke øjenkontrakt.

Har kvinder en forventning om at mænds udsyn standser ved 45° -- og derfra er der fri leg? Er det derfor i sørger for at holde ham den anden fast i hånden; så han aldrig får mulighed for at komme ind i en kritisk vinkel?

lørdag den 18. april 2009

tophopopkrop

Her til nat fløj jeg hele vejen op på guldskraldespandende inde i midtbyen. Nu søger jeg så nye mål i livet. Et forslag er allerede oppe i luften og rotere: Under en spand-erobriring spottede en brogænger mig og råbte "do a flip!".

Det betyder dog ikke at mit liv er lutter Matrix. På vej hjem ville jeg hoppe op på noget så semi-simpelt som et bænkryglæn fra bænkens front. Der stod til min trøst en rødfrakket, guitarspillende, brunette i støvregnen parat til at smile af mig, da min fod gled på kanten af lænet.

Resultatet? På mit venstre knæ fik jeg hurtigt efter at være ankommet til kontinentet en hudafskrabning af at hoppe -- eller rettere undlade at lande -- på rulleskøjter. Det sår gik op igen på bænken, som det gjorde for omtrent en måned siden mens jeg var ude at klatre.

Jeg har en teori om at det er min krops brændende længsel efter én vibrerende kvindekrop, der har forårsaget mit knæ til at indgå i en autonom menstruationscyklus.

torsdag den 16. april 2009

Øj, hvor ville jeg gerne kunne flyve!

Forresten! Der flinke byplanlæggere har opstillet mure, bænke, cykelstativer skraldespande og forhindringer, som øger dimensionen af mine gåture (med mindst 1). Jeg kan ikke huske om man kan det samme i København, men jeg er hernede i stand til -- uden hænder -- at hoppe op på ryglænet af en bænk.

Skraldespandende går mig til toppen af hoften, men i lørdags fandt jeg en af sølv der var en lille smule mindre end de andre. Det lykkedes; i bedste matrixmaner havde jeg pludselig begge fødder solidt plantet på siderne af spanden!

Selvom synes at det ville være passende, er skraldespandene niveauet højere desværre ikke af guld.

onsdag den 8. april 2009

Creatures of the underworld

I dag skinnede solen, så mig og Jacobien satte os udenfor i solen og nød lidt vædske og matematik. Som indbyggere fra overhæmisfæren er det forbløffende let at finde solpletter, uberørt af den letpåklædte, dovnende ungdom. Derimod runger skyggen af vidunderligt væsende vokaloverdrivelse!

Min hud samlede mere sol op den første uge jeg var hernede, end jeg har set nogen der britoriginal rende rundt med; jeg er begyndt at blive mistroisk:

Buffy the Aussie-slayer lyder bestem ikke som et dårligt bud på en serie-opstandelse fra de døde.

lørdag den 4. april 2009

Bagefter satte jeg mig skam smilende og beundrende i en vindueskarm

Det er altid skægt at gå en aftentur om lørdagen, hvor folk udstiller deres kroppe. Nede ved floden var en større folkemængde ved at stige af en båd. Der løb et par mænd rundt i bare overkroppe, og jeg blev som sædvanligt, når det sker, lettere irriteret over at australske hankønsvæsner har en tendens til at være muskuløse; det gør ikke kravene til mig mindre.

Inde i båden så jeg fem mænd, ligeledes uden tøj på deres bare, pumpede overkroppe; jeg kunne ikke rigtigt tage blikket væk fra deres klart markerede mavemuskler. Havde det ikke været for deres tomme blik i øjnene ville jeg nok være kommet længere end halvvejs igennem menneskemængden, før jeg blev mistænkelig.

Da jeg så mig omkring gik det op for mig at jeg var omringet af tøsepiger i deres 20'ere; halvdelen med små playboy-kaninører og næsten lige så mange udklædt som sygeplejesker og politikvinder. Alle i lårkorte nederdele. Jeg var tilsyneladende havnet midt i en omstigning til et mandestripshow på floden.

Følg med i næste afsnit, hvor vi borer dybere i Tarjes egentlige sexualitet!

søndag den 29. marts 2009

En ubeskyttet luksus

Kære spanske kaot-horde: Ude i den australske bush er der ikke meget internet; i stedet for at opdatere min blog fik jeg lusket mig selv med på de sejes klatretur til Arapiles. Jeg har klatret lidt indendørs med hende der arrangerede klatreturen ud i vildmarken, og hun regnede vist med at skulle babysitte mig hele tiden.

Hun fik da også lært mig at bruge en Grigori: Et aggregat der redder liv på daglig basis ved at gnide sig lystigt og friktivt mod snoren, sådan at klatreren kan rapelle eller falde ned; alt efter præference.

Det meste af tiden brugte jeg dog på at klatre sammen med Carlos og Chris -- de havde ikke så meget erfaring med at føre-klatre -- altså at sætte pløkker ind i bjergsiderne. De to klatrede derfor lystigt på skråninger jeg kunne håndtere.

Søndagen brugte vi på at klatre 160 meter op til toppen af "The Bard" -- afbildet herunder, første billede fra bunden og det andet: En god del timer senere fra toppen, men udstyret med en ræb-indviklende chilensk far, en thai-boxende historiestuderende melbourneser, samt en veltilfreds og udmattet dansker med hans lidt for tunge Nikon kamera.

Vi tog en relativt let sti der snoede sig mellem midten af klippen og ud mod højre. Vi havde 5 mellemstationer, hvor vi skiftede reb, fører-klatrer og fik mig karamubeleret op. På den 2. mellemstation, gik det op for os at jeg havde lavet min første udendørs begynder-fejl. Jeg havde ikke fået taget den der Grigori med op på klippen; vi skulle ikke bruge den til at klatre med.
Men guide-bogen fortalte at når man skulle ned igen på den anden side, var der et 30 meters rapellings-punkt. Uden rapelle-dims, kan man let pludselig være fanget på toppen. Chris mente dog at han nok kunne håndtere at rapelle mig ned langs hans rapellerings-dims, og halvvejs oppe var der ikke meget andet at gøre end bare at fortsætte og håbe på at situationen ikke var så slem som man kunne frygte. Naturligt nok virkede de to andre en anelse irriteret over at have taget en så naiv begynder med: "Never go climbing without a rapelling-device!".

Nuvel; på den 4. mellemstation spiste vi vores frokost på en helt vildt luxuriøs afats. Her fandt vi endegyldigt bevis for at vi ikke var de første der havde klatret på "The Bard" -- den var til dels allerede markeret i vores guide-bog som en af de stier, man bare var nødt til at tage. Stedet var et oplagt kurtiserings- og stjernebeskunings-site, men den anden indikator var til alt held ikke kondomer.

Snarere: Da vi havde krummet afsatsen til med efterladenskaber fra vores wraps, dukkede der pludseligt to firben op. De små kræ med deres forbandede sugekoppe-hænder, var tilsyneladende klatret i forvejen og havde fået banket en gesjæft op som afsats-afryddere.

Med afsindigt effektivitet, og nærmest upåvirkede af vores dræber-fødder, swuppede de omkring og fik opfyldt min undertrykte fantasi om at have ikke bare en, men to, tjenere der beredvilligt slikker gulvet efter mig.


Som afsløret, ramte vi toppen og skulle bevæge os ned igen. Til alt held var der en sti med kæder i siden, man kunne holde i mens man klatrede ned ad en virkeligt let klippe.

Den tog jeg -- med hjelm som eneste beskyttelse -- ned, mens de andre bandt vores to reb sammen så de kunne rapelle ned. Jeg kom langt hurtigere ned end dem (nej, det betyder ikke at jeg bare rullede).

Da både Carlos og Chris var sikre på jorden, skulle vi have rebet ned. Det burde være simpelt, men uanset hvor meget vi hev, gav det sig ikke! Skyggerne var ved at blive lidt lange, men det ville virkeligt være dumt og dyrt at efterlade det fine nyt reb. Jeg foreslog at sende ham nybegynder-idioten, der havde glemt sin Grigori op for at se på sagerne. Han kendte trods alt ruten. De to andre sagde tak, og prøvede at få mig til at prøve lidt simpel beskyttelse denne gang. Det gjorde jeg så, men efter jeg havde løst knuden der havde sat sig fast i rapelle-ankeret, gik det op for mig at der er en utroligt psykologisk faktor ved sådan noget beskyttelsesgejl.

Klippen var som sagt utroligt let, men det at have beskyttelse at håndtere fik min hjerne til at sige at jeg skulle være påpasselig, mine ben rystede -- og det virkede som om at jeg kom ud i nogle farligere situationer; dels ved at håndtere beskyttelsen, end da jeg bare gedebukkede ned ad første gang. Det fik mig til at tænke at beskyttelse kun er noget man har behov for når man udfordrer sig selv (herunder: Har virkeligt langt at falde hvis ens fødder glider).

Da jeg var hoppet ned 2. gang -- og vi gik videre med noget af min respekt genvundet efter ræb-redningsaktionen, skimtede jeg en langt dygtigere klatrer end mig der havde besluttet sig for at rapelle sig ned langs min ubeskyttede sti.
Posted by Picasa

mandag den 23. marts 2009

Fuck-foredrag

I dag holdt jeg et to timers seminar om den forskning jeg har præsteret det sidste halve år. Det var skræmmende let at komprimere et halvt års ideer! Stort set alle de matematikere jeg gerne vil imponere og i nærmere kontakt med, sad og lyttede under hele foredraget; mao. havde jeg en lille succesoplevelse, omend jeg frygter at jeg ristede lidt flere hjerner end min egen.

Titlen var "Higher Dimensional String Topology via Coloured Operads - a Homotopy Theorists Vivid Fantasy of String Theory". Til lejligheden -- og muligvis som illustration -- havde jeg mine skrig-gule bukser på, en blå tshirt med påskriften "Forget science, I'm donating my body to *Magic*" samt underbukser; de sidste forhåbentlig ikke til for meget skue -- ja, jeg definerede en cleavage operad, ikke en buttcrack operad!

Det flest folk dog kommenterede på efter foredraget var hvor meget, og måden jeg bandede på. Det gik også op for mig adskillige gange under mit foredrag; jeg er ikke vokset op med at de samme ord er frække, som folk med engelsk som deres modersmål er. Med andre ord: Fordi jeg først har lært det som voksen, uden for pædagogisk rækkevidde, ville jeg ingen problemer have med at proklamere "cunt" -- på samme måde som Craig sikkert uproblematisk kunne sige "narrefisse".

"cunt" opstod vist aldrig, men "fuck" røg adskillige gange over læberne og frasen "I should probably stop bitching around, and actually define something" var et populært diskusionsemne. Det var ellers et af de mere overvejede udbrud; men til min overraskelsen var vist kun en der rent faktisk forstod hvad jeg mente med det og det kun ud fra konteksten det blev sagt i.

fredag den 20. marts 2009

En dag på Church Street

Langs en af mine rulleskøjteture er der en klatremur, hvor jeg kan træne lidt bouldering med mine nyerhvervede klatresko -- endnu en stram beklædningsgenstand, der meget vel kan kombineres til et par robuste balletsko.

Nuvel, på vej derned overhørte jeg følgende samtale:

Mandestemme: "Move over you [her må bestemt være ment 'your' for at sætningen giver kontekstuel mening] dickhead"
Kvindestemme: "Oh, fuck you, you fucking wanker"

Der var bestemt opstemthed at spore i stemmerne, men jeg må tilstå at jeg ikke rent faktisk så orgiet finde sted. De eneste mennesker jeg kunne spotte i min nævær var en temmeligt lækker mandlig cyklist, og en bil med en lettere uattraktiv kvindelig medpassager. De passerede hinanden ganske tjept; så -- selvom jeg har en test af Melbournesernes sexuelle kapaciteter til gode -- ville det overraske mig om de var faktiske deltagere.

Konceptet en 'fucking wanker' pirrede min nysgærrighed en anelse. Ikke desto mindre; at spore ud fra samtalen må jeg nok tilstå at jeg trods alt er glad for at jeg ikke spottede den frivole eskapade. Jeg gør mit bedste for at assimilere mig til kulturen hernede, men man har vel sine grænser.

A brief moment

Jeg har et webcam. Til alt held er jeg endnu ikke i stand til at tage still-billeder med det; kunne jeg det ville jeg føle mig nødsaget til at fremvise resultatet af den indsigt jeg gjorde mig i et af de ENORME supermarkeder de har hernede.

Da jeg af en eller anden grund kun har fået pakket uldsokker, ville jeg egentlig bare have noget lidt mindre svedopsamlende at komme på fødderne når de ikke dingler frit og skoløse omkring.

'Dingler frit' er vist et meget godt link til at beskrive hvad der dernæst skete i supermarkedet; ved siden af sokkerne var nemlig underbukser. Tættere på underbukserne end sokkerne stod en skræmmende, manicure-balsameret, ekspeditrice -- som jeg ikke havde lyst til at indvie i hvad mine kønsdele svøbes i. Mens hun pakkede sine kinderæg (?!?), stirrede jeg intenst på de højst 3 forskellige slags sokker de havde; men brugte egentlig tiden til at overveje konceptet underbukser.

Der var en tid hvor ingenting var under kontrol nede i dem. Alene frasen 'bryster' kunne tvinge mig til stolen i en hel time for -- for alt i verden -- at undgå de pinlige bulefremvisninger. Overgangen til boxershorts virkede vist naturlig dengang; alle de seje drenge gjorde det. Og det var ret belejligt hurtigt og mere frit at kunne skifte position til mindre synlige steder i bukserne.

Siden dengang har jeg vist ikke rigtigt seriøst overvejet konceptet. Men da ekspedetricen havde pakket sine æg, stod det klart. Til mindre pris end et par kedelige boxershort, kunne man få 3 par farvestrålende bonds action bikini briefs.

Valget virkede oplagt: Sørgeligt nok er situationen dernede under væsentligt bedre kontrol nu, samtidig med at en af mine nyere passioner/perversioner er stramtsiddende tøj mod min krop.

Endelig kunne jeg -- da jeg kom hjem til mit spejl -- bekræfte at det vist ikke alene var optisk snyd at indpakningsmodellerne i action bikini briefs virker langt mere tiltrækkende end dem i boxershorts.

At jeg ikke kan få dem fremvist her betyder vist ikke at de er totalt gemt væk for omverdenen. I det grønne par action bikini briefs fandt jeg et lille uanseeligt klistermærke der bar det skræmmende budskab: 'inspected by 125'.

søndag den 15. marts 2009

'roos!




Efter at have tabt en god del blod i en udveksling med en lodret bjergside, vil jeg forsøge at skåne mine fingerspidser og udtrykke mig primært i billeder.

Jeg bliver dog nødt til at følge op med Andy formaninger: 'Don't feed the wildlife around 'ere. Our human carbohydrate is like poison to the 'roos and wallabies. They will go blind eventually' (den australske accent er her overdrevet svagt; Andy skriver sin ph.d. om galaxers oprindelse, men kommer rent faktisk fra Californien).

Jeg har en tendens til at betragte disse wallabies som kænguruernes modpart til teenagere. De tager i hvert fald på Andys råd som hormonbomber almindeligvis ville tage på en puritansk forælders anvisninger angående onani.
Posted by Picasa

torsdag den 12. marts 2009

Der er nu pandekage-pakket til min Grampians klatretur

Lige uden for min dør er der en klatrehal der hedder hardrock. Hver torsdag kører jeg dog 10 km ud af byen for at klatre på indendørs mure. "Hardrock? It's shitty" siger hende der giver mig et lift de 10 km.

I går var der mig, lift-pigen og en anden pige. Vi skiftedes til at klatre, holde ræb og sidde og sunde os. Den sidste del føltes ret vigtig; jeg var i hvert fald ikke i stand til at klare på mere end 3 mure. Den hårdeste mur jeg klarede var en såkaldt grade 15. Man skulle bruge sine ben meget til at skubbe opad, og kunne i princippet nøjes med at bruge sine arme til at holde balancen. Mine arme føles i dag som om de bestemt blev brugt til mere end balance i går!

Ikke desto mindre proklamerede lift-pigen 'you did well!', da jeg kom ned og derefter stolt gik ud på toilettet. Da jeg kom tilbage så jeg at de var gået i gang med den samme væg som mig. Det undrede mig lidt for de plejer at klatre på vægge med tal oppe omkring 20; indtil jeg fandt ud af at de havde besluttet sig for kun at måtte gribe fast om ting med højre hånd.

Mange af kvinderne ude i klatrehallen ser virkeligt skræmmende senede ud; og med markant større triceps end mig! De to piger jeg klatrede med, ligner desværre helt almindelige piger med blid silkehud der smyger sig omkring dem for at gemme al den indre mekanik.

onsdag den 11. marts 2009

Mere behøves jeg ikke at vide

Jeg ved egentlig ikke helt hvilken slags information der almindeligvis er på disse standere, men nu elsker jeg dem!
Posted by Picasa

tirsdag den 10. marts 2009

Jeg vil nu ikke kalde mig socialist...

Men jeg er overrasket over hvor godt jeg fungerer socialt i et fremmed miljø. Dette udsagn skal naturligvis ses i relation til at jeg tidligere har skullet bruge år på at tilpasse mig nye mennesker.

Fx. her til morgen aflurede jeg at de andre graduate-studerende på instituttet spiser institutbetalt kage hver tirsdag kl. 10.30. Gratis kalorier betød naturligvis et vrimmel af de stakkels underbetalte løsarbejdere. Men vrimlen fremprovokerede hverken et behov for at flirte intenst med det nærmeste hjørne, eller begynde at te mig mærkværdigt og højrøstet. Der var blot en rar fornemmelse af at falde i snak med den -- i klassisk forstand -- klart kønneste pige til stede; en belgisk sandsynlighedsteoretiker fra Nathalies gamle Université Libre. Bare at være i nærheden af en som hende ville have skræmt mig for få år siden. Jeg håber at det virtterligt var vrangforestillinger jeg havde om mig selv dengang -- og at jeg altså ikke har dem nu!

Derudover er hende jeg deler lejligheden med ankommet i går. Martha er dejligt let at få til at grine; vi er dog stødt ind i et problem der sender min taksigelsesøkonomi direkte ned i afgrunden... Hun kan ikke lide pandekager! Vejen ud af krisen er nok belagt med pasta, cherrytomater og basilikum, snarere end tvang.

Australierne lader altså generelt til at være oprigtigt interesseret i at snakke med mig. De fleste husker mit (øge)navn. Det gik op for mig da mit hjerte i går røg op i ribberne af at hende den søde og let generte blondine der faldt i søvn ved siden af mig -- under seminaret min første dag -- endda tilsyneladende havde øvet sig på at sige 'Tahwue' frem for "Ty" i forgårs.

Jeg gider ikke at høre slangetunger påstå (generelt er jeg ikke meget for at høre slangetunger i det hele taget) at jeg med 'Australiere' ovenfor mener 'Australske matematikere'. I weekenden har jeg nemlig meldt mig til at tage ud og klatre og 'go beat up the bush' 250 km væk. Jeg har endda fundet en hyggelig fyr fra samfundsvidenskab at dele telt med.

søndag den 8. marts 2009

Myth-buster!

Coriolis-myten burde få ting til at rotere i positiv omløbsretning hernede. Som i kan se har det ingenting på sig!
Posted by Picasa

torsdag den 5. marts 2009

Hi Ty!

I Danmark er det et tilbagevendende problem at når i siger "Haarrj!" til vilkårlige folk på gaden i mit nærvær, forcerer mit navns ordlydsschwung at jeg smider alt hvad jeg har i hænderne og iler til assistance.

Man kunne formode at problemet ville forsvinde herovre hvor man hilser med et simpelt "Hi!"; men som overskriften antyder, standser angelsaksiske tunger mit navn præcis der hvor der burde være en r-rullen -- min sidste udvej er vist Bayern og et bastant "Grüss gott!"

tirsdag den 3. marts 2009

There is no such thing as free lunch

Jeg har fået en lejlighed nu; ejendomsbureaukratiet er dog så omstændigt at den letteste måde at komme i kontakt med omverdenen er at bygge et tårn bestående af et bord, en vasketøjskurv og en computer, der så kan fange universitetets eduroam -- på trods af at det regner!

Derudover er Craig ankommet til Melbourne. Jeg har allerede fået lov til at lave mad til ham to gange -- og snakke matematik med ham en gang. Begge dele var enormt rart. Som overskriften antyder, bliver jeg naturligvis nødt til at betale for den nydelse det var at kokkerere for folk jeg holder af.

Mit håb er at jeg i løbet af denne uge kan betale tilbage med en ordentlig stak pandekager.

onsdag den 25. februar 2009

Et mislykket selvmordsforsøg

At kombinere to klassiske metoder ophæver tilsyneladende hinanden:

(1) At binde et reb stramt om ens vitale organer
(2) At hoppe ud fra en 50 meter høj bygning!
Posted by Picasa

Hvis en kvinde kunne hedde Mango...

Jeg har vist aldrig brudt mig om vores lukkelov; og det hjælper ikke på min smålige borgerlighed at jeg kan fremmane fyrstefornemmelser ved at "arbejde" til klokken syv, og alligevel kunne købe en saftig økologisk mango til 5.50$.

Det var så min afledningsmanøvre til at fortælle at jeg i morgen har planer om at tage mit kamera op på den højeste bygning på campus. Jeg satser på at når man medbringer kamera, har man ikke begge hænder fri, og bliver altså højst sat til at rapelle ned i en bette boks langs en elevatorskakt.

søndag den 22. februar 2009

Anarchy in the AU

Herovre har man et afslappet forhold til hvad trafiksignalerne kæfter op omkring. Når det er hurtigere at cykle ude blandt bilerne, i forhold til gå- og cykel-stierne, gør man også det.

Derfor tænker jeg også at det må være en del af kulturen at ignorere hoved-bureaukraten, Janet, der påkrævede at jeg puttede noget skoværk på mine tæer, når jeg var på instituttet: "You know what institutions are like".

I stedet er jeg dog begyndt at småflirte med en af de laverestående sekretærer med det umiddelbare håb at få tiltusket mig et adgangskort; henover weekenden havde jeg nemlig glemt opladeren til min bærbare oppe på instituttet. Jeg kan nu huske hvordan det føles at holde vejret.
Posted by Picasa

tirsdag den 17. februar 2009

Det er let at danse til rytmen

Jeg har fået plads på et kontor med vindue; uden for vinduet er der en opmærksomhedskrævende blæser fra en ventilationsskakt.

Min plan er at spille kostbar overfor min kære skakt; så i er velkomne til at sende mig lyd der er så herligt at det overgår mit monotone blæserinstrument.

Derudover er det vist også godt at jeg fik eduroam til at virke hjemmefra; for IT-afdelingen heroppe kan lige præcis svinge sig op til at finde tænd/sluk knappen på en computer.

søndag den 15. februar 2009

Et skattekort

Jeg har ikke mødt nogen giftige dyr endnu (nærværende parantes indeholdte en nu bortcensureret sexistisk bemærkning); dette fremragende kort rullede mig ellers så langt ud at to skrættende rød-grønne papegøjer fløj lige forbi mit øre i lørdags; jeg bor midlertidigt i Richmond og rullede op mod Yarra rivers udmunding. Turen lærte mig derudover to vigtige ting -- på lettere uskøn manér: At rulle nedad bakker og gøre det i venstre siden af vejen.

Alle de grønne linier på kortet lader til at være udmærkede rulleskøjtestier, og i dag kørte jeg langs Yarra river ind mod byen. Min plan var at promovere langs strandkanten; jeg ville smide min t-shirt som ellers kun statister kan gøre det i Baywatch. Jeg for dog (til alt held) vild i midtbyen, så i stedet cirkulerede jeg barfodet omkring på hed asfalt og mærkede suset fra alle de tårnhøje huse. Folk drikker ikke offentligt -- og kun sjældent af glasflasker -- så der er næsten ingen glasskår. Jeg elsker den her by. Den har endda økologiske ming-bønner til mig!

Jeg mødte også den del af min forskningsgruppe der var i Melbourne i lørdags. Jeg har nu en telefon at finde lejligheder med. De lejligheder jeg har set på nettet -- og bookmarked som interessante -- har det pudsigt nok med at smyge sig op ad de grønne stier.

fredag den 13. februar 2009

kødanselse

Jeg fik set Australia: Storfilm i lommetørklædeformat; Australia er nemlig sponsoreret af Qantas airlines, så det var en del af repertoiret af film jeg kunne se på ryglænnet af 47H.

Jeg havde sågar endda en kvindelig forskningsassistent i Human Device Interfaces som date i 48I; hun steg på sammen med sin mand -- 48J -- under mellemlandingen i Hong Kong.

De var vældigt glade for hinanden. Så så længe der i det mindste bliver sendt intense blikke et eller sted hen under filmen, har jeg fuld forståelse for at det er hvad verden kan byde ind med. Mit eget engagement i biografspillet rækker alligevel ikke meget længere end en fantasi om at invitere det -- omtrentligt -- halve dusin lamsebamser, jeg er håbløst tiltrukket af, i biografen på samme tid -- og så bare vente på et festfyrværkeri af kvindelig intrigance.

For: Ja, hver gang jeg handler ind stiller jeg mig konsekvent -- og uafhængigt af længden -- i køen med den kønneste ekspedient med det inderligste smil. Jeg udnytter det halve minut hun bruger på at scanne varerne ind på at bore mig forelsket ind i hendes dybe øjne, og når hun spørger mig om jeg skal bruge kvitteringen til noget håber jeg at hun forstår mit generte "Nej!" som det "Kun, hvis du skriver dit telefonnummer rundt i hjerteform på bagsiden?" jeg egentlig mener.

Det gør de heldigvis yderst sjældent; jeg vil vist ikke mere end det jeg får ud af sådan en ekspedition. Forhåbentlig virker det at gå med hovedet nedad, så jeg kan få blodet til at cirkulere rundt i nogle andre baner. Min nyeste plan er at gå til organiseret dans hos modstykket til USG hernede.

torsdag den 5. februar 2009

kløvningsoperaden

Med hovedpine som undskyldning besluttede jeg, i stedet for rent faktisk at lave matematik, at blogge lidt om den matematik jeg tager afsted for.

Min kontorkammerat (og side 9 ph.d. i Scient), Jens, tændte et udemærket billede på hvordan jeg arbejder med min nuværende matematik: Jeg styrer en stor hjuldamper rundt på en stor bred flod; jeg ved cirka hvor jeg skal hen og floden strømmer i takt med mine ideer. Det er dog ikke altid at jeg bare kan følge strømmen. De sidste par dage er jeg blevet klar over at jeg var på vej ind i enten noget lavvande eller et stort rev. Det har givet mig en følelse af uproduktivitet at skulle vende de store møllehjul på sådan en hjuldamper.

I min tankedøs har jeg overbevist mig selv om at jeg kan manøvrere damperen videre uden større skrammer; jeg kan -- i stedet for at arbejde med nerver og dendroidale mængder -- udstyre mængden af morfier i operaden (egentlig det mindre mundrette multi-kategorien) med en naturlig topologi; den funktor jeg har burde dermed i sidste ende oversætte til en kontinuert afbildning. Når jeg får skrevet det ned, tror jeg at jeg har håndteret endnu en af flodens krumninger.

I løbet af de sidste par måneder har jeg fået defineret mig en operad (jeg kalder den "kløvningsoperaden" eller på engelsk "The Cleavage Operad" (indrømmet, min hjerne kan egentlig ikke meget andet end bier og botanik)). Operaden kan håndtere en noget mere generel situation end den kaktus-operad jeg arbejdede med i mit speciale. En fysisk analogi ville være at jeg ud over kaktus-operadens 1-dimensionelle lukkede strenge, nu også kan håndtere højere-dimensionale braner. Dog muligvis med visse kausalitetstab.

Jeg føler nærmest at det tog mig 4 måneder alene at få startet damperen. Når jeg ser et par måneder tilbage synes jeg dog at jeg har håndteret et par af flodens sving. Jeg håber på at flod-analogien passer, sådan at der -- når jeg er kommet væk fra udspringet -- kommer lidt mere riv i floden.

Der skulle vist også være bedre muligheder for riverrafting dernede.

søndag den 1. februar 2009

Mens jeg var på skiferie har min kløgtige vejleder tilsyneladende fået sneget en yngre -- og åbenlyst mere talentfuldt -- henrivenhed at kaste sin opmærksomhed på, ind i verden.

Jeg håber at dette bidrager til vores opfattelse af at min tur til Australien ene og alene handler handler om at jeg skal spille kostbar.

Her er forresten også et indtryk af hvor jeg skal bo de første par uger i Australien.

onsdag den 21. januar 2009

eksamenssnydt

Jeg rejser i overmorgen! Der er dog ikke tale om meget andet end en snyde-rejsning, hvor jeg blot vender lykkelig og solbrændt hjem fra skiferie en uge senere.

Jeg ved dog ikke helt hvordean jeg skal håndtere døgnet i morgen. Jeg skal rette omtrent 40 LinAlg-eksamenssæt inden jeg skal afsted.
Egentlig skulle jeg have rettet halvdelen i dag, men man skal aldrig lade sig narre af at effektivitet næsten rimer på Naturvidenskabeligt fakultet.

Set Australia inden jeg tager på skiferie, når jeg vist i hvert fald ikke; men der er sket en udvikling i sagen!

lørdag den 17. januar 2009

Et år uden forår

Det er så uforskammet erotisk
når dine knopper spredes til blade.
Jeg flyver -- forladt -- til noget eksotisk,
send mig forårets kærlighedskavalkade

mandag den 12. januar 2009

De fås vist ikke ligeså kønne dernede

Det er vist obligatorisk at jeg får set Australia.

Jeg fornemmer at fornemmelsen er som Titanic -- bortset fra at isbjerget (spillet af Nicole Kidman) vist ikke vinder lige så overlegent denne gang -- derfor har jeg min tvivl om hvor meget min mandighed kan håndtere at se den.

Derfor har jeg besluttet at invitere den kønneste pige jeg kender ind i biografen -- for at se den. Så kan jeg sidde og beundre hende lidt, når Baz går lidt for meget amok i hede fugtighedseffekter.

Til alle de knuste hjerter derude, kan jeg dog afsløre at jeg endnu ikke har taget mod til mig.

lørdag den 10. januar 2009

antipodeafbildningen

Denne blog er oprettet fordi jeg d. 12. februar skal 5 måneder til Australien.

Nærmere bestemt skal jeg til University of Melbourne, for at besøge, forske, og lege med -- især -- Craig Westerland. Andre må naturligvis gerne lege med, og i skal være yderst velkommen til at besøge mig.

Når jeg nu rejser så langt væk, kan det virke fristende at beslutte sig for bare at besøge mig projektivt. Det er bestemt også en mulighed; og husk endelig at tage røde roser med til -Tarje fra mig, hvis +du gør det. Et lille nærstudie vil dog nok få jer allesammen -- pånær +(Michael Phelps) -- til at foretrække +Tarje og den 27 timers lange flytur.