Føretumblerens oprubningsoprop

Jeg er spændt. I morgen skal jeg ud og føreklatre for første gang. Det vil sige at jeg skal penetrere et bjerg med små aggregater der vil have den ønskværdige effekt at min og klippens favn ikke vil kunne flås fra hinanden... førend en villig klatrer efter mig, bestiger min elskede rute og flår pløkkerne ud.

Vejret lover godt, så jeg er nok mest spændt på at få testet min dødsdrift. I går til indendørs klatring prøvede mig og en anden at klatre på loftet -- i en klejn, madrasbelagt hule. Jeg syntes mest det var et distraktionsmoment, men ham jeg klatrede med ville gerne have en bekymret sjæl til at stå og være parat til at gribe i tilfælde af et ukontrolleret fald.

Det virker som om at jeg er en smule mindre panikslagen end gennemsnittet af dem jeg klatrer sammen med. Jeg ved ikke om årsagen er at jeg har set mig selv dø mange gange; følelsen af 30-40 meters frit fald er tæt på at være tryg og velkendt.

Jeg elsker dog det syngende, vibrerende og piblende liv alt for højt til at ville gøre en overlagt ende på det. Især det faktum at jeg er ansvarlig for at bevare stjernerne i øjendybet på klatreren efter mig, vil helt sikkert få mig til at være yderst påpasselig.

En blondine hernede har lovet mig at hun vil kigge i den lokale avis efter dødsfald blandt letsindige danske turister henover weekenden. Jeg har dog forsikret hende om at jeg vil holde liv i spillet mellem mig døden -- i hvert fald -- indtil svineinfluenzapolemikken er løjet over i agurketid -- og min død kan antage en mere prominent medieplads.

Grand Buffet Hall

Tre fuldvoksne mænd. Mig, Craig og Alex -- en post-doc og vordende fader -- gik ud efter frokost i dag. Midt på campus er der et herligt studenterdrevet, økologisk og vegetarisk madhus. Her kan man kan få dahl, samt to bedårende smilehuller -- boret ind i en lysende kegle af kvindelighed, til den nette sum af 5$.

De færreste kan modstå fristelsen, hvilket naturligvis giver visse komplikationer for de sentankomne som vil sansesidde nydelsen igennem. Vejret har skiftet til Københavns favør, så et par nærværende trappetrin virkede som en sober løsning. Da vi kom dem nærmere sagde jeg "Grand Buffet Hall" højt. Det var nemlig inskriptionen over en usmækket dør for enden af trinene. Craig blev nysgærrig, og 5 sekunder senere stod vi i en kæmpe hal -- rungende af mennesketomhed.

Alex, "felt naughty". Men vi satte os alligvel ved det nærmeste bord. Jeg var færdig, men de to sludrende doktorer var endnu i færd med at spise, da en skygge fremtonede i den matterede glasdør vi var vandret ind af.

Jeg husker den paniske autoritetsfrygt, når jeg i skolen skulle forklare hvorfor natten var spenderet på computerspil i stedet for lektier.

Den indtraf ikke. Måske var det fordi pedellen virkede en smule undskyldende over at skulle smide os ud; men jeg havde ingen problemer med at spørge ind til hvad pointen med at have en tom hal, midt i et proppet studenterhus, var.

Det viser sig at hallen er forbeholdt særlige lejligheder for det betalende bourgeoisie. Herligt; i dag har jeg altså udført et styks, meningsfyldt, civil ulydighed.

Nøgenøjen

Sjældent sender i smilende øjne tilbage mod mig, når mine øjne undersøger jeres i det øjeblik der passerer mens vi passerer hinanden på gaden.

Men jeg har altså bemærket at selvom i ikke fanger mit blik, undersøger i mig vist alligevel. Det er ikke særligt godt skjult når i holder blikket stift rettet ligeud ... indtil i er næsten ved siden af mig, og pupillerne -- som solsikker mod solen -- pludseligt roterer i takt med mig. Jeg forstår ikke helt årsagen til at forsøge at skjule nysgærrigheden: Det hedder altså ikke øjenkontrakt.

Har kvinder en forventning om at mænds udsyn standser ved 45° -- og derfra er der fri leg? Er det derfor i sørger for at holde ham den anden fast i hånden; så han aldrig får mulighed for at komme ind i en kritisk vinkel?

tophopopkrop

Her til nat fløj jeg hele vejen op på guldskraldespandende inde i midtbyen. Nu søger jeg så nye mål i livet. Et forslag er allerede oppe i luften og rotere: Under en spand-erobriring spottede en brogænger mig og råbte "do a flip!".

Det betyder dog ikke at mit liv er lutter Matrix. På vej hjem ville jeg hoppe op på noget så semi-simpelt som et bænkryglæn fra bænkens front. Der stod til min trøst en rødfrakket, guitarspillende, brunette i støvregnen parat til at smile af mig, da min fod gled på kanten af lænet.

Resultatet? På mit venstre knæ fik jeg hurtigt efter at være ankommet til kontinentet en hudafskrabning af at hoppe -- eller rettere undlade at lande -- på rulleskøjter. Det sår gik op igen på bænken, som det gjorde for omtrent en måned siden mens jeg var ude at klatre.

Jeg har en teori om at det er min krops brændende længsel efter én vibrerende kvindekrop, der har forårsaget mit knæ til at indgå i en autonom menstruationscyklus.

Øj, hvor ville jeg gerne kunne flyve!

Forresten! Der flinke byplanlæggere har opstillet mure, bænke, cykelstativer skraldespande og forhindringer, som øger dimensionen af mine gåture (med mindst 1). Jeg kan ikke huske om man kan det samme i København, men jeg er hernede i stand til -- uden hænder -- at hoppe op på ryglænet af en bænk.

Skraldespandende går mig til toppen af hoften, men i lørdags fandt jeg en af sølv der var en lille smule mindre end de andre. Det lykkedes; i bedste matrixmaner havde jeg pludselig begge fødder solidt plantet på siderne af spanden!

Selvom synes at det ville være passende, er skraldespandene niveauet højere desværre ikke af guld.

Creatures of the underworld

I dag skinnede solen, så mig og Jacobien satte os udenfor i solen og nød lidt vædske og matematik. Som indbyggere fra overhæmisfæren er det forbløffende let at finde solpletter, uberørt af den letpåklædte, dovnende ungdom. Derimod runger skyggen af vidunderligt væsende vokaloverdrivelse!

Min hud samlede mere sol op den første uge jeg var hernede, end jeg har set nogen der britoriginal rende rundt med; jeg er begyndt at blive mistroisk:

Buffy the Aussie-slayer lyder bestem ikke som et dårligt bud på en serie-opstandelse fra de døde.

Bagefter satte jeg mig skam smilende og beundrende i en vindueskarm

Det er altid skægt at gå en aftentur om lørdagen, hvor folk udstiller deres kroppe. Nede ved floden var en større folkemængde ved at stige af en båd. Der løb et par mænd rundt i bare overkroppe, og jeg blev som sædvanligt, når det sker, lettere irriteret over at australske hankønsvæsner har en tendens til at være muskuløse; det gør ikke kravene til mig mindre.

Inde i båden så jeg fem mænd, ligeledes uden tøj på deres bare, pumpede overkroppe; jeg kunne ikke rigtigt tage blikket væk fra deres klart markerede mavemuskler. Havde det ikke været for deres tomme blik i øjnene ville jeg nok være kommet længere end halvvejs igennem menneskemængden, før jeg blev mistænkelig.

Da jeg så mig omkring gik det op for mig at jeg var omringet af tøsepiger i deres 20'ere; halvdelen med små playboy-kaninører og næsten lige så mange udklædt som sygeplejesker og politikvinder. Alle i lårkorte nederdele. Jeg var tilsyneladende havnet midt i en omstigning til et mandestripshow på floden.

Følg med i næste afsnit, hvor vi borer dybere i Tarjes egentlige sexualitet!