'roos!

Efter at have tabt en god del blod i en udveksling med en lodret bjergside, vil jeg forsøge at skåne mine fingerspidser og udtrykke mig primært i billeder.

Jeg bliver dog nødt til at følge op med Andy formaninger: 'Don't feed the wildlife around 'ere. Our human carbohydrate is like poison to the 'roos and wallabies. They will go blind eventually' (den australske accent er her overdrevet svagt; Andy skriver sin ph.d. om galaxers oprindelse, men kommer rent faktisk fra Californien).

Jeg har en tendens til at betragte disse wallabies som kænguruernes modpart til teenagere. De tager i hvert fald på Andys råd som hormonbomber almindeligvis ville tage på en puritansk forælders anvisninger angående onani.

Der er nu pandekage-pakket til min Grampians klatretur

Lige uden for min dør er der en klatrehal der hedder hardrock. Hver torsdag kører jeg dog 10 km ud af byen for at klatre på indendørs mure. "Hardrock? It's shitty" siger hende der giver mig et lift de 10 km.

I går var der mig, lift-pigen og en anden pige. Vi skiftedes til at klatre, holde ræb og sidde og sunde os. Den sidste del føltes ret vigtig; jeg var i hvert fald ikke i stand til at klare på mere end 3 mure. Den hårdeste mur jeg klarede var en såkaldt grade 15. Man skulle bruge sine ben meget til at skubbe opad, og kunne i princippet nøjes med at bruge sine arme til at holde balancen. Mine arme føles i dag som om de bestemt blev brugt til mere end balance i går!

Ikke desto mindre proklamerede lift-pigen 'you did well!', da jeg kom ned og derefter stolt gik ud på toilettet. Da jeg kom tilbage så jeg at de var gået i gang med den samme væg som mig. Det undrede mig lidt for de plejer at klatre på vægge med tal oppe omkring 20; indtil jeg fandt ud af at de havde besluttet sig for kun at måtte gribe fast om ting med højre hånd.

Mange af kvinderne ude i klatrehallen ser virkeligt skræmmende senede ud; og med markant større triceps end mig! De to piger jeg klatrede med, ligner desværre helt almindelige piger med blid silkehud der smyger sig omkring dem for at gemme al den indre mekanik.

Mere behøves jeg ikke at vide

Jeg ved egentlig ikke helt hvilken slags information der almindeligvis er på disse standere, men nu elsker jeg dem!

Jeg vil nu ikke kalde mig socialist...

Men jeg er overrasket over hvor godt jeg fungerer socialt i et fremmed miljø. Dette udsagn skal naturligvis ses i relation til at jeg tidligere har skullet bruge år på at tilpasse mig nye mennesker.

Fx. her til morgen aflurede jeg at de andre graduate-studerende på instituttet spiser institutbetalt kage hver tirsdag kl. 10.30. Gratis kalorier betød naturligvis et vrimmel af de stakkels underbetalte løsarbejdere. Men vrimlen fremprovokerede hverken et behov for at flirte intenst med det nærmeste hjørne, eller begynde at te mig mærkværdigt og højrøstet. Der var blot en rar fornemmelse af at falde i snak med den -- i klassisk forstand -- klart kønneste pige til stede; en belgisk sandsynlighedsteoretiker fra Nathalies gamle Université Libre. Bare at være i nærheden af en som hende ville have skræmt mig for få år siden. Jeg håber at det virtterligt var vrangforestillinger jeg havde om mig selv dengang -- og at jeg altså ikke har dem nu!

Derudover er hende jeg deler lejligheden med ankommet i går. Martha er dejligt let at få til at grine; vi er dog stødt ind i et problem der sender min taksigelsesøkonomi direkte ned i afgrunden... Hun kan ikke lide pandekager! Vejen ud af krisen er nok belagt med pasta, cherrytomater og basilikum, snarere end tvang.

Australierne lader altså generelt til at være oprigtigt interesseret i at snakke med mig. De fleste husker mit (øge)navn. Det gik op for mig da mit hjerte i går røg op i ribberne af at hende den søde og let generte blondine der faldt i søvn ved siden af mig -- under seminaret min første dag -- endda tilsyneladende havde øvet sig på at sige 'Tahwue' frem for "Ty" i forgårs.

Jeg gider ikke at høre slangetunger påstå (generelt er jeg ikke meget for at høre slangetunger i det hele taget) at jeg med 'Australiere' ovenfor mener 'Australske matematikere'. I weekenden har jeg nemlig meldt mig til at tage ud og klatre og 'go beat up the bush' 250 km væk. Jeg har endda fundet en hyggelig fyr fra samfundsvidenskab at dele telt med.

Myth-buster!

Coriolis-myten burde få ting til at rotere i positiv omløbsretning hernede. Som i kan se har det ingenting på sig!

Hi Ty!

I Danmark er det et tilbagevendende problem at når i siger "Haarrj!" til vilkårlige folk på gaden i mit nærvær, forcerer mit navns ordlydsschwung at jeg smider alt hvad jeg har i hænderne og iler til assistance.

Man kunne formode at problemet ville forsvinde herovre hvor man hilser med et simpelt "Hi!"; men som overskriften antyder, standser angelsaksiske tunger mit navn præcis der hvor der burde være en r-rullen -- min sidste udvej er vist Bayern og et bastant "Grüss gott!"

There is no such thing as free lunch

Jeg har fået en lejlighed nu; ejendomsbureaukratiet er dog så omstændigt at den letteste måde at komme i kontakt med omverdenen er at bygge et tårn bestående af et bord, en vasketøjskurv og en computer, der så kan fange universitetets eduroam -- på trods af at det regner!

Derudover er Craig ankommet til Melbourne. Jeg har allerede fået lov til at lave mad til ham to gange -- og snakke matematik med ham en gang. Begge dele var enormt rart. Som overskriften antyder, bliver jeg naturligvis nødt til at betale for den nydelse det var at kokkerere for folk jeg holder af.

Mit håb er at jeg i løbet af denne uge kan betale tilbage med en ordentlig stak pandekager.