Kære spanske kaot-horde: Ude i den australske bush er der ikke meget internet; i stedet for at opdatere min blog fik jeg lusket mig selv med på de sejes klatretur til Arapiles. Jeg har klatret lidt indendørs med hende der arrangerede klatreturen ud i vildmarken, og hun regnede vist med at skulle babysitte mig hele tiden.
Hun fik da også lært mig at bruge en Grigori: Et aggregat der redder liv på daglig basis ved at gnide sig lystigt og friktivt mod snoren, sådan at klatreren kan rapelle eller falde ned; alt efter præference.
Det meste af tiden brugte jeg dog på at klatre sammen med Carlos og Chris -- de havde ikke så meget erfaring med at føre-klatre -- altså at sætte pløkker ind i bjergsiderne. De to klatrede derfor lystigt på skråninger jeg kunne håndtere.
Søndagen brugte vi på at klatre 160 meter op til toppen af "The Bard" -- afbildet herunder, første billede fra bunden og det andet: En god del timer senere fra toppen, men udstyret med en ræb-indviklende chilensk far, en thai-boxende historiestuderende melbourneser, samt en veltilfreds og udmattet dansker med hans lidt for tunge Nikon kamera.
Vi tog en relativt let sti der snoede sig mellem midten af klippen og ud mod højre. Vi havde 5 mellemstationer, hvor vi skiftede reb, fører-klatrer og fik mig karamubeleret op. På den 2. mellemstation, gik det op for os at jeg havde lavet min første udendørs begynder-fejl. Jeg havde ikke fået taget den der Grigori med op på klippen; vi skulle ikke bruge den til at klatre med.
Men guide-bogen fortalte at når man skulle ned igen på den anden side, var der et 30 meters rapellings-punkt. Uden rapelle-dims, kan man let pludselig være fanget på toppen. Chris mente dog at han nok kunne håndtere at rapelle mig ned langs hans rapellerings-dims, og halvvejs oppe var der ikke meget andet at gøre end bare at fortsætte og håbe på at situationen ikke var så slem som man kunne frygte. Naturligt nok virkede de to andre en anelse irriteret over at have taget en så naiv begynder med: "Never go climbing without a rapelling-device!".
Nuvel; på den 4. mellemstation spiste vi vores frokost på en helt vildt luxuriøs afats. Her fandt vi endegyldigt bevis for at vi ikke var de første der havde klatret på "The Bard" -- den var til dels allerede markeret i vores guide-bog som en af de stier, man bare var nødt til at tage. Stedet var et oplagt kurtiserings- og stjernebeskunings-site, men den anden indikator var til alt held ikke kondomer.
Snarere: Da vi havde krummet afsatsen til med efterladenskaber fra vores wraps, dukkede der pludseligt to firben op. De små kræ med deres forbandede sugekoppe-hænder, var tilsyneladende klatret i forvejen og havde fået banket en gesjæft op som afsats-afryddere.
Med afsindigt effektivitet, og nærmest upåvirkede af vores dræber-fødder, swuppede de omkring og fik opfyldt min undertrykte fantasi om at have ikke bare en, men to, tjenere der beredvilligt slikker gulvet efter mig.
Som afsløret, ramte vi toppen og skulle bevæge os ned igen. Til alt held var der en sti med kæder i siden, man kunne holde i mens man klatrede ned ad en virkeligt let klippe.
Den tog jeg -- med hjelm som eneste beskyttelse -- ned, mens de andre bandt vores to reb sammen så de kunne rapelle ned. Jeg kom langt hurtigere ned end dem (nej, det betyder ikke at jeg bare rullede).
Da både Carlos og Chris var sikre på jorden, skulle vi have rebet ned. Det burde være simpelt, men uanset hvor meget vi hev, gav det sig ikke! Skyggerne var ved at blive lidt lange, men det ville virkeligt være dumt og dyrt at efterlade det fine nyt reb. Jeg foreslog at sende ham nybegynder-idioten, der havde glemt sin Grigori op for at se på sagerne. Han kendte trods alt ruten. De to andre sagde tak, og prøvede at få mig til at prøve lidt simpel beskyttelse denne gang. Det gjorde jeg så, men efter jeg havde løst knuden der havde sat sig fast i rapelle-ankeret, gik det op for mig at der er en utroligt psykologisk faktor ved sådan noget beskyttelsesgejl.
Klippen var som sagt utroligt let, men det at have beskyttelse at håndtere fik min hjerne til at sige at jeg skulle være påpasselig, mine ben rystede -- og det virkede som om at jeg kom ud i nogle farligere situationer; dels ved at håndtere beskyttelsen, end da jeg bare gedebukkede ned ad første gang. Det fik mig til at tænke at beskyttelse kun er noget man har behov for når man udfordrer sig selv (herunder: Har virkeligt langt at falde hvis ens fødder glider).
Da jeg var hoppet ned 2. gang -- og vi gik videre med noget af min respekt genvundet efter ræb-redningsaktionen, skimtede jeg en langt dygtigere klatrer end mig der havde besluttet sig for at rapelle sig ned langs min ubeskyttede sti.
