om væltninger og rejsninger

Det er svært at udvælge hvad jeg skal skrive om, når der sker så meget hernede. Basalt set er jeg henrykt over min beslutning om at blive 3 uger længere -- og tage til denne konference på vejen hjem. Jeg kan forsikre jer om at der er tale om en svindler, skulle en sorthåret filejs have udgivet sig for at være mig i lufthavnen, d. 16. juli 21.55 mens i stod med vajende dannebrog og afventede mig.

Jublen skal dog findes i noget større end det faktum at jeg er blevet sat til at fortælle om min forskning som taler nr. 2 til konferencen. Den skal findes i at min krop og jeg har fået kærligheden at føle hernede. Hun har før inkarneret sig som 'blondinen' på denne blog -- og har i det hele taget haft en ret prominent plads i min australiensperception.

Det er herligt at være så lykkelig at smerte pludseligt kan gøre ondt igen. Jeg ville gerne fortælle om chokoladeposen ved siden af min computer der er en gave fra hende; vores skitur op og ned ad Mt. Buller -- hvor jeg kunne imponerede de bevantede, sneuvante australiere; eller bare hvordan det føles under huden på et menneske, der er så fantastisk at det kunne være en selv.

I stedet tror jeg dog at jeg vil fortælle om et eventyr vi havde ude på den vidunderlige 'Great Ocean Road'. Selvsagt går 'vidunderlig' hånd i hånd med 'udpungeri'; så der var en noget pebret entré til en gåtur man kunne tage oppe i trækronerne på en frodig regnskov -- lidt tilbagetrukket fra vejen; og ganske imponerende.

På vej ned, bemærkede blondinen dog en stub, der var hugget af i trætopsrutehøjde, og på den skinnede mystiske metalliske, primært cirkurlære, objekter. Nøjere inspektion viste at der var tale om mønter -- højst sandsynligt pensionsopsparinger, letsindige rejsende havde forsøgt at opmagasinere på et svært tilgængeligt sted.

Med høje håb om fremtiden udstødte vi et tilsvarende forsøg på at indbetale en 20- og en 50-cent mønt. Som billedet indikerer, var stubben dog en noget mere modvillig medspiller end selveste ATP.

Jeg tog et hurtigt kig de 14 meter ned mod stubbens rod, og bemærkede inten mindre end enhver skades vådeste fantasi af glinsende glimteri. Blondinen og jeg spænede derfor ned fra trætoppene -- ned på stien, væk fra stien igen, ind i mudder, og under en masse bregner; indtil vi nåede helt roden.

Solen var ved at gå ned, og vi havde kun 18 minutter før vi skulle videre til den sidste destination på vejen. Med længere tid, kunne vi dog uomtvisteligt have indkasseret mere end 34.65$ plus noget sydafrikansk og boliviansk løsøre -- og dermed, entreén taget i betragtning, kommet ud af regnskoven med profit.

opdatering

I går besøgte jeg forældrene til blondinen, jeg spenderede hele sidste uge på at savne mens jeg var i Sydney.