Jeg havde egentlig fået opbygget en udmærket statistik af at få nuttede kvindemennesker til at klippe mit hår for mig. Jeg havde lagt en sindrig plan for ikke at få brudt den stime.
Der er nemlig en pige hernede, der har anklaget mig for at være lettere sindssyg. Diagnoser er naturligvis ikke noget jeg bare lader hænge og dingle omkring mig. Planen lød derfor som følger: Først banke på hendes dør -- iført en saks i hånden -- og erklære en demonstration af mit sinds egentlige kapaciteter ved i van Goghs ånd at føre saksen op til mit højre øre.
Mit sinds placering omtrent midt på normalfordelingskurven ville demonstreres ved at jeg -- i stedet for at afklippe vitale lemmer -- klippede et tot hår af lige over mit øre.
Herefter er jeg ikke helt sikker på hvad der ville ske; jeg tænkte længe over det, og er ikke sikker på at jeg kunne få hende til at overtage saksen til ikke-blodige formål -- endsige være overbevist om at jeg var i besiddelse af et vaskeægte sunhedssind.
Jeg tænkte helt ind i weekenden, hvorefter jeg besluttede mig for at mit hår ikke kunne klare det i længden. Derfor udførte jeg en lille modifikation af ovennævnte stunt med kun min slof, Martha, som tilskuer. Hun påstår at mit selvklip ligner noget der er hevet ud af 80erne. Jeg er ueing; David Bowies "Heroes" udkom i 1977.
Pletterne i min pande er kakaoaflejeringer. De er nu slikket væk, men jeg medtager dem alligevel som dokumentation for mit psykiske velvære.
