torsdag den 12. marts 2009

Der er nu pandekage-pakket til min Grampians klatretur

Lige uden for min dør er der en klatrehal der hedder hardrock. Hver torsdag kører jeg dog 10 km ud af byen for at klatre på indendørs mure. "Hardrock? It's shitty" siger hende der giver mig et lift de 10 km.

I går var der mig, lift-pigen og en anden pige. Vi skiftedes til at klatre, holde ræb og sidde og sunde os. Den sidste del føltes ret vigtig; jeg var i hvert fald ikke i stand til at klare på mere end 3 mure. Den hårdeste mur jeg klarede var en såkaldt grade 15. Man skulle bruge sine ben meget til at skubbe opad, og kunne i princippet nøjes med at bruge sine arme til at holde balancen. Mine arme føles i dag som om de bestemt blev brugt til mere end balance i går!

Ikke desto mindre proklamerede lift-pigen 'you did well!', da jeg kom ned og derefter stolt gik ud på toilettet. Da jeg kom tilbage så jeg at de var gået i gang med den samme væg som mig. Det undrede mig lidt for de plejer at klatre på vægge med tal oppe omkring 20; indtil jeg fandt ud af at de havde besluttet sig for kun at måtte gribe fast om ting med højre hånd.

Mange af kvinderne ude i klatrehallen ser virkeligt skræmmende senede ud; og med markant større triceps end mig! De to piger jeg klatrede med, ligner desværre helt almindelige piger med blid silkehud der smyger sig omkring dem for at gemme al den indre mekanik.

2 kommentarer:

  1. Sikke du da kan beskrive dine topologiske interesser :)
    Lyder fedt med alt det der klatreri, det er ikke sådan at være 2 hårdt konkurrende brødre, straks man begynder at lægge klatreselen lidt på hylden øjner lillebror en chance for i den grad at overgå en :)
    Husk nu at koncentrere dig lidt om sikkerheden også og ikke lade hele din opmærksomhed blive fanget af lift-piger mv. ;)

    SvarSlet
  2. Rock On! Jeg saa engang et program med en eller anden klatregut, og jeg siger dig, det var de vildeste underarme han havde gang i. Klatring maa vaere vildt haardt, fedt at du goer det!

    SvarSlet