Jeg vil nu ikke kalde mig socialist...

Men jeg er overrasket over hvor godt jeg fungerer socialt i et fremmed miljø. Dette udsagn skal naturligvis ses i relation til at jeg tidligere har skullet bruge år på at tilpasse mig nye mennesker.

Fx. her til morgen aflurede jeg at de andre graduate-studerende på instituttet spiser institutbetalt kage hver tirsdag kl. 10.30. Gratis kalorier betød naturligvis et vrimmel af de stakkels underbetalte løsarbejdere. Men vrimlen fremprovokerede hverken et behov for at flirte intenst med det nærmeste hjørne, eller begynde at te mig mærkværdigt og højrøstet. Der var blot en rar fornemmelse af at falde i snak med den -- i klassisk forstand -- klart kønneste pige til stede; en belgisk sandsynlighedsteoretiker fra Nathalies gamle Université Libre. Bare at være i nærheden af en som hende ville have skræmt mig for få år siden. Jeg håber at det virtterligt var vrangforestillinger jeg havde om mig selv dengang -- og at jeg altså ikke har dem nu!

Derudover er hende jeg deler lejligheden med ankommet i går. Martha er dejligt let at få til at grine; vi er dog stødt ind i et problem der sender min taksigelsesøkonomi direkte ned i afgrunden... Hun kan ikke lide pandekager! Vejen ud af krisen er nok belagt med pasta, cherrytomater og basilikum, snarere end tvang.

Australierne lader altså generelt til at være oprigtigt interesseret i at snakke med mig. De fleste husker mit (øge)navn. Det gik op for mig da mit hjerte i går røg op i ribberne af at hende den søde og let generte blondine der faldt i søvn ved siden af mig -- under seminaret min første dag -- endda tilsyneladende havde øvet sig på at sige 'Tahwue' frem for "Ty" i forgårs.

Jeg gider ikke at høre slangetunger påstå (generelt er jeg ikke meget for at høre slangetunger i det hele taget) at jeg med 'Australiere' ovenfor mener 'Australske matematikere'. I weekenden har jeg nemlig meldt mig til at tage ud og klatre og 'go beat up the bush' 250 km væk. Jeg har endda fundet en hyggelig fyr fra samfundsvidenskab at dele telt med.