Føretumblerens oprubningsoprop

Jeg er spændt. I morgen skal jeg ud og føreklatre for første gang. Det vil sige at jeg skal penetrere et bjerg med små aggregater der vil have den ønskværdige effekt at min og klippens favn ikke vil kunne flås fra hinanden... førend en villig klatrer efter mig, bestiger min elskede rute og flår pløkkerne ud.

Vejret lover godt, så jeg er nok mest spændt på at få testet min dødsdrift. I går til indendørs klatring prøvede mig og en anden at klatre på loftet -- i en klejn, madrasbelagt hule. Jeg syntes mest det var et distraktionsmoment, men ham jeg klatrede med ville gerne have en bekymret sjæl til at stå og være parat til at gribe i tilfælde af et ukontrolleret fald.

Det virker som om at jeg er en smule mindre panikslagen end gennemsnittet af dem jeg klatrer sammen med. Jeg ved ikke om årsagen er at jeg har set mig selv dø mange gange; følelsen af 30-40 meters frit fald er tæt på at være tryg og velkendt.

Jeg elsker dog det syngende, vibrerende og piblende liv alt for højt til at ville gøre en overlagt ende på det. Især det faktum at jeg er ansvarlig for at bevare stjernerne i øjendybet på klatreren efter mig, vil helt sikkert få mig til at være yderst påpasselig.

En blondine hernede har lovet mig at hun vil kigge i den lokale avis efter dødsfald blandt letsindige danske turister henover weekenden. Jeg har dog forsikret hende om at jeg vil holde liv i spillet mellem mig døden -- i hvert fald -- indtil svineinfluenzapolemikken er løjet over i agurketid -- og min død kan antage en mere prominent medieplads.